Forbruger Erhverv

Sådan opbevarer du dine kartofler bedst

Dine kartofler kan holde sig i rigtig lang tid, hvis du opbevarer dem rigtigt

Når du har købt dine kartofler i butikken og kommer hjem med dem, er det en god ide, at du tager kartoflerne ud af posen eller lader posen stå åben. Hvis kartoflerne ligger for lang tid i en lukket plasticpose, så bliver de hurtigere for gamle, fordi de ikke kan få luft.

Dine kartofler holder sig også længere, hvis du opbevarer dem mørkt og køligt ved ca. 5-8 grader. Hvis dine kartofler bliver udsat for lys, så bliver de grønne, og så skal du ikke spise dem.

Hvis dine kartofler ligger for varmt, så begynder de at spire. Hvis kartoflerne ligger for koldt, så udvikler de sukker og bliver søde i smagen. Du kan fx lægge dine kartofler i grøntsagsskuffen i dit køleskab, hvor der er mørkt og koldt og ensartet temperatur det meste af tiden. Så holder dine kartofler sig friske og lækre i lang tid.